23948sdkhjf

Hennes & Mauritz' omsætning mere end halveret under coronakrise

Den svenske modekoncern Hennes & Mauritz (H&M) har siden 1. marts haft et fald i sit salg på 57 procent.

Det fortæller H&M i en pressemeddelelse.

Nedgangen på 57 procent er sammenlignet med samme periode sidste år, og det er udregnet i lokale valutaer, oplyser H&M.

Det markant lavere salg skyldes, at omkring 60 procent af selskabets fysiske butikker stadig er lukkede på grund af restriktioner fra lokale myndigheder.

Mere specifikt er det 3050 af selskabets i alt 5061 fysiske butikker, der fortsat ikke holder åbent for kunder.

Af pressemeddelelsen fremgår det, hvordan salget har udviklet sig i enkelte af H&M's markeder. I Danmark er salget faldet med 51 procent siden 1. marts.

Som følge af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne besluttede H&M i løbet af marts at lukke sine danske butikker midlertidigt.

Siden er flere af dem blevet genåbnet. I Danmark har H&M i alt 110 butikker.

- Siden beslutningen om at lukke midlertidigt har vi arbejdet hårdt for at implementere de nødvendige sundhedsmæssige tiltag.

- Vi er glade for nu at kunne byde vores kunder velkommen i udvalgte butikker, hvor de kan shoppe på en tryg og sikker måde, skrev H&M i sidste uge til en bruger på sin danske Facebook-side.

Mens salget i Danmark altså er faldet med 51 procent siden 1. marts, er det gået endnu værre i Italien og Spanien, hvor der har været et tab i omsætningen på henholdsvis 80 og 76 procent.

Italien og Spanien har været blandt de hårdest ramte lande i Europa under coronaudbruddet.

Den alvorlige situation har betydet, at mange butikker har holdt lukket, og at forbrugerne har skullet holde sig meget hjemme.

Det er dog ikke alt, der har været helt skidt for H&M de seneste uger.

Mens det ikke har været muligt at handle i mange af de fysiske butikker, har de fleste af H&M's netbutikker holdt åbent.

Siden 1. marts er onlinesalget steget med 32 procent.

I øjeblikket er det i 46 ud af 51 markeder muligt at handle online hos H&M.

/ritzau/

Læs mere om: H&M
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079